Schalke 04 mister skridt i topkampen
Schalke 04 ligger stadig på den fjerdeplads i Bundesligaen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League. Men fredag aften forpassede holdet chancen for at komme tættere på en finere placering, der udløser direkte kvalifikation.
På hjemmebane blev det bare 0-0 mod Mainz 05, der havde danske Niki Zimling på bænken i hele opgøret.
Schalke leverede en noget uinspireret indsats. Måske havde spillerne allerede tankerne på onsdagens 1/8-finale i Champions League mod Real Madrid.
I hvert fald lagde Mainz 05 bedst ud og dominerede første halvleg. Udeholdet havde gode muligheder undervejs, men der faldt ingen mål inden pausen.
Også efter denne var Mainz det mest aggressive og direkte hold, mens hjemmeholdet ikke imponerede, når det forsøgte at sætte angrebsspillet op.
Midt i anden halvleg følte Mainz' japaner Shinji Okazaki sig snydt for et straffespark, men dommeren undlod at fløjte. Han kunne ellers godt forsvare at dømme det.
Mainz var også tættest på i slutfasen, og det var meget sigende for kampen, at Schalkes målmand Ralf Fährmann var holdets bedste på dagen.
Schalke 04 er nu henholdsvis to og et point efter Bayer Leverkusen og Borussia Dortmund på anden- og tredjepladsen, men begge kan lægge yderligere afstand senere i denne runde. Mainz ligger nummer syv.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned