Det viste holdet fra Gelsenkirchen søndag eftermiddag, da det hjemme på Veltins Arena ikke gav Wolfsburg skyggen af chance og vandt en stensikker 4-0-sejr.
Dermed rejste Schalke-spillerne sig på eftertrykkelig vis efter det forsmædelige 0-3-nederlag til toprivalerne fra Mönchengladbach i sidste uge.
I den kamp leverede holdet en så ringe indsats, at træner Huub Stevens efterfølgende satte spørgsmålstegn ved, om spillerne var gode nok til at optræde i den blå trøje.
Om det var den bandbulle, der fik spillerne til at skrue op for charmen, er umuligt at sige, men hvis Stevens med sine ord forsøgte at motivere holdet, virkede det fuldstændig efter hensigten.
Wolfsburg, med den gamle Schalke-træner Felix Magath ved roret, blev blæst ud af banen og kom to mål bagud, inden der var gået et kvarter, da den hyperfarlige angrebsduo Raúl og Klaas Jan Huntelaar lavede hver sit mål.
Senere i halvlegen brændte selv samme Huntelaar både et straffespark og en friløber og burde have lavet hattrick, allerede inden dommeren fløjtede til en for Wolfsburg-spillerne voldsomt tiltrængt pause.
Men havde Magaths mænd intentioner om at gøre det bedre i anden halvleg, blev de hurtigt belært om noget andet, da Joel Matip med en overlegen hælscoring gjorde det til 3-0 og reelt afgjorde en ulige kamp.
Med 20 minutter tilbage fik Huntelaar så langt om længe lavet sit andet mål og bragt sæsontotalen op på 18. Dermed ligger han side om side med Bayern Münchens Mario Gomez øverst på topscorerlisten. Begge har nettet 18 gange.
Med 44 point er Schalke 04 nu blot et point efter Bayern München på tredjepladsen, to efter Mönchengladbach, der er nummer to, mens der fortsat er fem point op til ærkerivalerne og førerholdet Borussia Dortmund.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker