Schalkes successtime fortsætter med udesejr i Hamburg
Pierre-Emile Højbjerg fik de sidste 20 minutter, da Schalke 04 hentede tre point i den tyske Bundesliga.
Schalke 04 hænger på i toppen af den tyske Bundesliga, og efter 1-0-sejren i Hamburg lørdag aften puster klubben fra Gelsenkirchen ærkerivalen Borussia Dortmund i nakken på ligaens andenplads.
Sejren over Hamburger SV var Schalkes fjerde i træk i Bundesligaen, og den nye træner, André Breitenreiter, ser ud til at have banket et solidt mandskab sammen, efter at han overtog jobbet i sommerpausen.
Den flotte stime er til gengæld mindre heldig for klubbens danske lejesvend, Pierre-Emile Højbjerg, som får svært ved at spille sig ind i startopstillingen, så længe holdet bare vinder og vinder.
Højbjerg måtte lørdag aften nøjes med omkring 20 minutters spilletid, hvor han var med til at forsvare den spinkle føring.
Nogen festforestilling leverede Schalke langt fra, men holdet viser stor effektivitet og skal i øjeblikket ikke bruge mange chancer til at score.
Sejrsmålet blev sat ind af den formstærke offensivspiller Leroy Sane, der dermed kom på måltavlen for tredje kamp på stribe.
Leon Goretzkas præcise fremlægning flænsede HSV-forsvaret op, og så kunne Sane afdrible målmand Jaroslav Drobny og score det, der skulle blive det afgørende mål.
Hjemmeholdet pressede hårdt på i slutfasen, hvor der var lagt seks minutter til, fordi dommer Jochen Drews måtte udskiftes med en lårskade i anden halvleg.
Men det lykkedes ikke nordtyskerne at ødelægge Schalkes flotte stime, og dermed frister træner Bruno Labbadias tropper fortsat en tilværelse midt i rækken med ti point.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker