Smilet kørte uafbrudt under præmieoverrækkelsen, da Francesca Schiavone fik overrakt trofæet som vinder af French Open i damesingle.
Den 29-årige italienske tenniskvinde vandt i sin første grand slam-finale 6-4, 7-6 (7-2) over australieren Samantha Stosur efter en flot indsats.
Dermed blev hun den første kvinde fra Italien til at vinde en grand slam-titel i single.
- Jeg har ikke forberedt noget, for når jeg forbereder mig på noget, sker det aldrig, siger Francesca Schiavone, som i kvartfinalen sendte danske Caroline Wozniacki ud af turneringen.
Schiavone hyggede sig tydeligvis over selskabet fra den tidligere vinder, Mary Pierce, som overrakte trofæet.
- Jeg følte mig fantastisk tilpas i dag. Jeg følte mig som en mester, og jeg er virkelig glad, siger Francesca Schiavone.
Italieneren spillede meget aggressivt i finalen, men de to spillere var i begyndelsen meget sikre i deres servepartier.
Først ved stillingen 4-4 i første sæt kom de første breakbolde, da Francesca Schiavone brød Stosurs serv og derefter servede sættet hjem.
I andet sæt brød Samantha Stosur, som også spillede sin første grand slam-singlefinale, til 3-1, men Schiavone viste sine fighteregenskaber ved at fremtvinge en tiebreak.
Her var italieneren aldeles suveræn, og Schiavone afsluttede kampen ved at presse Stosur til at sende bolden højt til vejrs.
Før turneringen havde Schiavone aldrig spillet sig længere frem end en kvartfinale i en af de fire grand slam-turneringer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde