Så skulle det være officielt. Andy og Fränk Schleck er i gang med deres sidste sæson for Bjarne Riis' cykelhold. Samtidig er der nye tegn på, at en afløser er på vej til Riis i skikkelse af Tour-vinderen Alberto Contador.
I en meddelelse til hjemmesiden cyclingnews.com fortæller Andy Schleck, at han og storebror Fränk Schleck forlader det danske hold ved årets udgang.
- Det er officielt, at vi ikke kommer til at køre for Bjarne næste sæson, skriver Andy Schleck.
Samtidig giver Schleck nyt liv til de vedvarende rygter om, at Riis er i færd med at erhverve sig Tour de France-vinderen Alberto Contador som erstatning.
- Tvivlen og nyhederne om, at vi skal køre på det samme hold som Contador, er nu ovre. Vi kommer ikke til at fortsætte, meddeler Andy Schleck til hjemmesiden.
Overraskende er det ikke, at brødrene forlader Riis' hold. I de seneste uger er de begge blevet rygtet på vej til et nyt hold fra Luxembourg - brødrenes hjemland.
Her skal de køre under ledelse af Riis' tidligere højre hånd, Kim Andersen, som skal være sportsdirektør for det nye hold, der endnu ikke har et navn.
Andy Schleck ønsker dog ikke helt at bekræfte, at brødrenes fremtid ligger hos Kim Andersen
- Vi kan ikke fortælle, hvor vi skal køre, men selvfølgelig er der et hold på vej i Luxembourg, siger han og sender desuden en tak Bjarne Riis.
- Det har været fem fantastiske år for mig og otte for Fränk. Vi har lært en masse i den tid. Jeg vil forblive venner med Bjarne, men det er slut med at være på samme hold, siger Andy Schleck.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned