Schleck triumferer i Armstrongs nedtur

Team Saxo Banks Andy Schleck triumferede på 8. etape i Tour de France på en dag, hvor australske Cadel Evans er ny mand i gult, og den syvdobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong, gik helt ned

Kaptajnen på det danske hold formåede tilmed at køre fra løbsfavoritten Alberto Contador, der kom i mål 10 sekunder efter Schleck. Evans blev noteret for samme tid som Contador og er 20 sekunder foran Schleck i den samlede stilling.

Til gengæld har Schleck nu 41 sekunder ned til konkurrenten Contador i den samlede stilling. Rytteren fra Luxembourg vandt etapen ved at spurte fra spanske Samuel Sanchez.

Dramatikken begyndte for alvor kort før den første kategori 1-stigning. Her styrtede den detroniserede Armstrong, der med itureven trøje måtte hjælpes tilbage til feltet af fire hjælperyttere.

Om det er styrtet eller blot dårlige ben, der prægede den syvdobbelte Tour-vinders kørsel op ad den første alvorlige prøvelse, skal være usagt. Men Armstrong blev eftertrykkeligt sat af favoritgruppen på dette tidligere tidspunkt.

Herefter måtte den tidligere mester kæmpe sig gennem resten af etapen og sluttede med et tidstab på næsten 12 minutter.

Ud over Armstrong måtte manden i gult, Sylvain Chavanel, ligeledes opgive at følge med favoritterne halvejs på den første kategori 1-stigning. Cadel Evans vej til førertrøjen var således banet.

/ritzau/

Efter en dramatisk Tour de France-etape søndag kunne Saxo Banks Andy Schleck triumfere. Cadel Evans er ny mand i gult, mens Armstrong gik helt ned.

Offentliggjort Sidst opdateret