Schleck'erne raser mod Sastre og Contador

Andy og Fränk Schleck er som regel høflige og siger de rigtige ting, men de cykelbegavede brødre både kan rase og bære nag.

Således bevist i et stort interview med magasinet Cycle Sport, hvor de skyder med skarpt mod både konkurrenter og kolleger.

Andy Schleck er endt som nummer to i Tour de France i de seneste tre udgaver af løbet. I 2011 blev han slået af australske Cadel Evans, mens spanske Alberto Contador var luxembourgerens overmand i både 2009 og 2010.

Den yngste Schleck-bror har tydeligvis ikke tilgivet Contador for hændelsen i 2010, hvor Schlecks kæde hoppede af på 15. etape. Contador slog kontra og erobrede 39 sekunder fra Schleck på etapen. Contador vandt Touren præcis med 39 sekunder foran Schleck.

- Da jeg tabte den gule trøje efter at have tabt min kæde i 2010, var det noget møg. Men da jeg i år tabte Touren til Cadel på den afsluttende enkeltstart, havde Touren været så hård, at jeg blot tog tilbage til hotellet, drak en øl og var ovre det.

- Jeg gjorde mit bedste, men jeg måtte tage hatten af for Cadel for at køre enkeltstarten, som han gjorde. Han tog trøjen som en ægte mester i modsætning til Contador året før, siger Andy Schleck.

Også Fränk Schleck har noget galde, han skal af med. Den ældste bror har to femtepladser og en tredjeplads som sine bedste Tour-resultater, især femtepladsen i 2008 gør ondt.

Det år var han holdkammerat med Carlos Sastre på Bjarne Riis' hold - det daværende Team CSC-Saxo Bank. Schleck havde den gule førertrøje, da Sastre stak af fra alt og alle på Alpe d'Huez og grundlagde sin samlede Tour-sejr.

Kemien mellem Sastre og Schleck-brødrene var skidt, og Schleck er stadig sur over, at Sastre angreb ham.

- Jeg har aldrig set det før. Du er i gult og din egen holdkammerat angriber dig. Det var en skuffelse. Måske var det rigtigt i den sidste ende, for Carlos vandt Touren det år, men stadig den dag i dag ønsker jeg, at en anden havde vundet Touren.

- Jeg kunne også have vundet Touren det år, siger Fränk Schleck.

/ritzau/

Andy Schleck har ikke tilgivet Contador kædereaktionen i 2010. Storebror langer hårdt ud efter Carlos Sastre.

Offentliggjort Sidst opdateret