Schmeichel bakker ud af Champions League med uafgjort
Saul Niguez øgelagde Leicesters muligheder for avancement med sin 1-0-scoring i første halvleg. Foto: /ritzau/AP/Rui Vieira
/ritzau/AP/Rui Vieira
Effektive Atlético Madrid blev en for stor opgave for Leicester, der måtte nøjes med 1-1 i returkampen hjemme.
Eventyret i Champions League er forbi for sensationsholdet Leicester.
Det engelske mesterhold med Kasper Schmeichel på mål formåede ikke vende 0-1-nederlaget fra den første kamp mod Atlético Madrid til samlet sejr.
Returkampen i kvartfinalen sluttede uafgjort 1-1, og dermed er det sidste sæsons tabende finalister, der avancerer til semifinalen.
Efter en optimistisk indledning hjemme på King Power Stadium blev lyset reelt slukket for englænderne, da Saul Niguez efter 26 minutter bragte gæsterne i front på et præcist hovedstød.
Et indlæg fra Felipe Luis havnede lige i panden på kantspilleren, som headede kuglen i det lange hjørne, mens Schmeichel strakte sin lange krop uden resultat.
Det tvang Leicester til at score tre gange for at gå videre, og det er en alvorlig sag mod så stærk en defensiv som Atléticos.
Jamie Vardy tændte et lille håb, da han sendte en løs bold i nettet efter en times tid, men Leicester manglede fortsat to scoringer, og dem kom publikum til at vente forgæves på.
Atlético barrikaderede sig på effektiv facon på egen banehalvdel, og englændernes pres blev mere og mere desperat.
I den sidste ende manglede fantasien og kvaliteten, og det hjalp heller ikke, at Schmeichel gik med frem på dødbolde i slutfasen.
Det er tredje gang på fire år, Atlético Madrid er i semifinalen i Champions League.
Leicester må til gengæld sige farvel til det fine selskab, men der var næppe mange, der havde forventet, at det ville være det sidste tilbageværende engelske hold i turneringen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned