Schmeichel efter debut: Resultat var ikke som håbet
- Jeg fik en god modtagelse i en fantastisk stemning, siger Kasper Schmeichel, efter OGC Nice spillede 1-1 med Strasbourg. Det var målmandens debut i det franske. Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
Stemningen i Nice var god, men danskeren havde håbet på sejr, da han søndag fik debut i målet i Sydfrankrig.
Kasper Schmeichel var ikke helt tilfreds med det sportslige resultat efter søndagens debut for Nice.
- Resultatet er ikke, som jeg havde håbet, men vi spillede godt i første halvleg. I anden halvleg ved vi, at vi skal spille bedre, lyder det fra målmanden i en udtalelse på klubbens hjemmeside.
Han debuterede søndag i den franske Ligue 1, da Nice hjemme spillede 1-1 mod Strasbourg.
Modtagelsen på stadion fejlede dog ingenting.
- Jeg fik en god modtagelse i en fantastisk stemning, siger målmanden.
Knap 25.000 fans var mødt op på stadion. Her havde Schmeichel et par stærke redninger undervejs.
- Det er mit job, og det er det, jeg skal gøre. En målmand skal skabe en base for holdets mulighed for at vinde kampen. Det var jeg ret god til i dag, men ikke god nok, siger målmanden.
Kort efter pausen blev Schmeichel nemlig passeret af den rutinerede angriber Kevin Gameiro, der loppede bolden over danskeren og udlignede.
I første halvleg havde Andy Delort bragt Nice foran 1-0 på et straffespark. Forinden havde Schmeichel vundet en duel med en helt blank Gameiro.
Nice skal allerede torsdag i aktion igen, når holdet møder Maccabi Tel Aviv i det første af to opgør om en plads i Conference Leagues gruppespil.
- Det er spændende. Europæisk fodbold er, hvad alle hold gerne vil opleve. Vi er ingen undtagelse. Vi vil gerne nå gruppespillet og gå langt i turneringen. Det bliver svært, men vi er klar, siger danskeren.
35-årige Schmeichel forlod for et par uger siden Leicester efter 11 år som førsteholdsmålmand i den engelske klub. Han nåede 479 kampe, hvilket gør ham til spilleren med tredjeflest kampe for Premier League-klubben.
Schmeichels landsholdskammerat Kasper Dolberg var igen fraværende for Nice. Siden han rev skulderen af led i Danmarks Nation Leauge-kamp mod Frankrig 3. juni, har han endnu ikke været i aktion.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker