Schmeichel: Landsholdet går en spændende fremtid i møde
Kasper Schmeichel gav sine målmandshandsker væk til en dansk fan efter sejren over Wales. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sejren i Nations League er begyndelsen på en ny, spændende tid for fodboldlandsholdet, siger Schmeichel.
Der venter flere store oplevelser for det danske fodboldlandshold, efter at Danmark fredag vandt 2-1 ude over Wales og rykkede op på øverste niveau i Nations League.
Det siger landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, der også glæder sig over, at danskerne med gruppesejren også er sikret en ekstra mulighed for at komme med til EM i 2020.
- Vi er meget tilfredse. Det var det, vi sigtede efter. Vi går en spændende tid i møde med landsholdet.
- Nu er vi sikret playoffkampe, hvis det skulle gå helt galt (i EM-kvalifikationen, red.), som det forhåbentlig ikke gør. Så det var en rigtig vigtig sejr, siger Kasper Schmeichel.
Undervejs havde det danske plankeværk flere vigtige redninger. Han var blandt andet helt oppe i målhjørnet for at redde et frispark fra Gareth Bale, da Danmark førte 1-0.
Det lykkedes dog alligevel for walisernes største stjerne at score. Selv om målet ikke endte med at få betydning, irriterer det Kasper Schmeichel, at han for tredje gang i 2018 skulle hente bolden ud af målet i en landskamp.
- Det er frustrerende, at de scorede, men det er et tegn på, hvor langt vi er kommet, når vi kan stå her og have vundet en Nations League-gruppe med en sejr på udebane og stadigvæk kan være en smule skuffede, siger Schmeichel.
Waliserne havde store tilbud før pausen, men Schmeichel mener, at danskerne sejrede fysisk og taktisk i den intense kamp.
- Når man kommer til et sted som Cardiff med det pres, de lagde, og den intensitet, de spillede med, kommer det højst sandsynligt ikke til at være en køn kamp.
- For vores vedkommende handlede det om at vinde den fysiske kamp ligeså vel som den taktiske kamp. Jeg synes, at vi vandt begge dele, siger målmanden.
I tillægstiden fik han et gult kort for at trække tiden. Dermed har han karantæne i den på papiret ubetydelige kamp mod Irland på mandag i Aarhus.
Det er dog ikke med Schmeichels gode vilje, at han nu kan rejse hjem til Leicester.
- Jeg synes, at dommeren havde en skidt kamp, og endnu en dårlig beslutning koster mig en landskamp, og det er jeg ikke tilfreds med, siger målmanden.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker