Schmeichel: Laudrup og Swansea passer sammen

Den danske manager for Premier League-klubben Swansea Michael Laudrup får opbakning fra en prominent landsmand i sit arbejde med at føre den walisiske klub mod nye højder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Peter Schmeichel slår fast, at Laudrup og Swansea passer glimrende sammen - også på længere sigt.

- Swansea giver ham en virkelig god introduktion til engelsk fodbold. Der ville sikkert have været mange andre muligheder for ham i England, fordi han er så kendt og respekteret over hele verden.

- Men der er nogle klubber, som ikke ville have været godt for ham at komme til. Swansea passer godt til ham, siger Peter Schmeichel til South Wales Evening Post.

- Jeg er virkelig glad på både Michaels og klubbens vegne, siger den tidligere supermålmand.

Michael Laudrup fik en næsten overvældende god start som Swansea-manager med klare sejre i de første to kampe. Siden har resultaterne været mere svingende, og engelske medier har skrevet om begyndende utilfredshed i spillertruppen.

Men Schmeichel er overbevist om, at Laudrup og Swansea passer sammen, og at klubben ikke kommer i nedrykningsfare i denne sæson.

- Ud fra det jeg har set, er jeg overbevist om, at Swansea er en af de klubber, som ikke skal tænke på nedrykning.

- Sæsonstarten var virkelig god, men det var også den værste ting, der kunne ske, fordi det skruede forventningerne i vejret. Så kom der dårlige resultater, og presset voksede.

- Men på grund af kvaliteten hos manageren, truppen og klubben er Swansea kommet over det, siger Peter Schmeichel.

Han henviser til, at holdet efter en stribe skuffelser vandt med 2-1 over Wigan i weekenden.

/ritzau/