Schmeichel: Lindegaard er ikke førstevalg

Anders Lindegaard får en hel del spilletid som målmand for Manchester United i øjeblikket.

Det har skabt lidt snak om, hvorvidt han kan blive en trussel for erfarne Thomas Sørensen på det danske fodboldlandshold.

Ifølge Thomas Sørensens forgænger som Danmarks ankermand, Peter Schmeichel, er der dog ingen tvivl om, hvem der skal vogte målet for Danmark.

- Der er ikke nogen tvivl. Thomas Sørensen selvfølgelig. Lindegaard får nogle kampe nu, men det er slet ikke det, der er det afgørende, siger Peter Schmeichel til sporten.tv2.dk.

- Thomas Sørensen har stået fast siden 2001. Han har erfaringen og er en verdensklasse målmand. Det er ikke en position, vi skal diskutere overhovedet, vurderer Peter Schmeichel.

Thomas Sørensen, som debuterede på landsholdet i 1999, blev førstemålmand på landsholdet, da Peter Schmeichel stoppede sin landsholdskarriere.

- Det er ikke sådan, at Lindegaard skal slå Thomas Sørensen af.

- Lindegaard må vente, til det bliver hans tur, og det bliver hans tur, hvis Thomas stopper, eller hvis Thomas bliver skadet, siger Peter Schmeichel.

/ritzau/

Peter Schmeichel mener, at Anders Lindegaard ikke er en trussel for Thomas Sørensen på landsholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret