Schmeichel og Leicester står over for Randers i Europa
Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel og resten af Leicester gæster Randers til februar. (Arkivfoto) Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Carl Recine/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland møder Paok i Conference League-slutspillet, mens en dyst mod Leicester venter Randers.
FC Midtjylland og Randers FC skal til henholdsvis Grækenland og England i Conference League-slutspillets playoffrunde.
Ved mandagens lodtrækning blev FCM parret med Paok, mens Premier League-klubben Leicester og danskerne Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard venter Randers FC.
Første kamp spilles 17. februar, mens returopgøret spilles en uge senere.
FC Midtjylland, der var useedet i lodtrækningen, deltog i gruppespillet i Europa League og havde på sidste spilledag mulighed for at avancere i turneringen.
Men trods en lang række chancer lykkedes det ikke midtjyderne at besejre bulgarske Ludogorets på udebane i torsdags, og holdet sluttede derfor på tredjepladsen i gruppen, der også talte Røde Stjerne fra Serbien og Braga fra Portugal.
Som treer rykkede de danske vicemestre over i knockoutfasen i Europas tredjestørste klubturnering.
Modstanderen Paok mødte FC København to gange i Conference League-gruppespillet. Her blev det både til en 2-1-sejr i Parken og et 1-2-nederlag på eget græs.
Pokalvinderen Randers FC lagde ud med at spille uafgjort i sine fire første gruppekampe i Conference League, men en sejr i næstsidste runde over rumænske Cluj var nok til at sende kronjyderne videre fra gruppen som nummer to trods et nederlag i sidste runde til hollandske AZ Alkmaar.
Randers var seedet ved mandagens lodtrækning.
FC København spiller som det tredje danske hold europæisk fodbold efter årsskiftet, men københavnerne indtræder først i ottendedelsfinalerne.
Årsagen er, at FCK endte på førstepladsen i sin Conference League-gruppe foran Paok, Slovan Bratislava og Lincoln Red Imps fra henholdsvis Grækenland, Slovakiet og Gibraltar.
I sæsonen 2019/20 nåede FCK kvartfinalerne i Europa League og blev besejret af Manchester United efter forlænget spilletid. Holdet forsømte at nå et gruppespil i den forgangne sæson.
Det vides endnu ikke, hvem FCK skal møde. Det afgøres først af en lodtrækning 25. februar efter playoffkampene.
Ud over FCK er Gent (Belgien), Lask (Østrig), Roma (Italien), AZ (Holland), Feyenoord (Holland), Rennes (Frankrig) og Basel (Schweiz) direkte videre til ottendedelsfinalerne.
Der er endnu ikke kommet en afklaring på det aflyste opgør mellem Tottenham og Rennes. I sidste uge blev kampen sløjfet på grund af et coronaudbrud i London-klubben, og efterfølgende meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at man opgav at afvikle kampen.
I stedet skal den afgøres på skrivebordet, men det er ikke sket endnu. Derfor møder østrigske Rapid Wien enten Tottenham eller Vitesse i playoffrunden.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet