Schmeichel starter inde på Wembley
Det bliver Kasper Schmeichel, der skal vogte det danske mål, når fodboldlandsholdet onsdag møder England i en testkamp på Wembley i London.
Det afslørede Morten Olsen på tirsdagens pressemøde forud for kampen.
- Det er ikke, fordi Stephan Andersen har gjort det dårligt, men vi synes, at Kasper fortjener chancen. Og nu har vi muligheden for at give ham en kamp på Wembley, siger Olsen.
Til gengæld er der ikke udsigt til, at Christian Eriksen får spilletid.
- Han er meget tvivlsom. Han er ikke så bevægelig og har smerter, så det er en kamp mod tiden. Men vi tager ingen chancer, siger Olsen.
Han forventer, at trenden med målrige opgør mod englænderne fortsætter.
- Der har været en del mål i vores seneste opgør, og de kommer måske også i morgen. Det bliver i hvert fald to hold, der vil noget, siger han.
Olsen er klar over, at englænderne har en VM-slutrunde at se frem til og forventer, at det vil sætte sit præg på kampen.
- Vi møder topmotiverede spillere, der vil vise, at de skal med til Brasilien.
- De har tabt deres seneste to kampe mod Chile og Tyskland, og derfor vil de også være opsat på revanche, siger Olsen.
Desuden fortalte kommunikationschef Lars Berendt, at landsholdet spiller med sørgebind for at mindes den afdøde tidligere landstræner Richard Møller Nielsen.
Englænderne vil på samme møde bruge kampen til at huske Sir Tom Finney, der døde dagen efter fynboen.
På pressemødet blev landsholdets nye spilletrøje også præsenteret. Det er Adidas, der har stået for designet.
Tøjfirmaet har netop forlænget sponsoraftalen med Dansk Boldspil-Union i to år, så den gælder frem til sommeren 2016.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker