Schmeichel til Ferguson: Tag Reina

Peter Schmeichel sender en brandvarm anbefaling af Liverpool-målmand Jose Reina til sin tidligere chef, Sir Alex Ferguson, i Manchester United, som ifølge danskeren snart bør finde en afløser for målmand Edwin Van der Sar.

- Reina ligner manden, der passer ind på holdet, og hvis han skulle forlade Liverpool, hvilket der går stærke rygter om, vil Manchester United være en god klub for ham, siger Schmeichel til det engelske radioshow Beyond The Pitch.

Jose Reina sagde forleden til engelske medier, at han vil søge væk fra Liverpool, med mindre de nye ejere investerer godt og grundigt i spillertruppen, så klubben kan komme tilbage på trofæjagt.

Peter Schmeichel mener, at Jose Reina er en af verdens bedste målmænd i øjeblikket og derfor det oplagte valg.

- Du kan se på talent, du kan se på dygtige, unge spillere, men det er ikke det, vi vil have. Vi skal have en, der kan gå ind og præstere på topniveau fra start, siger den tidligere danske målmand.

Han mener, at klubben i tide skal finde en afløser for 40-årige Edwin Van der Sar, som Alex Ferguson kalder den bedste målmand i klubben siden Peter Schmeichel.

- Hvis holdet skal vinde trofæer, så skal netop den position være besat af en spiller af allerhøjeste kvalitet, men også den rette erfaring. Derfor vil en spiller som Reina være perfekt.

Et skifte fra Liverpool til Manchester United vil være kontroversielt, da Liverpool-spillere nødig skifter direkte til konkurrenterne fra Old Trafford.

/ritzau/

Peter Schmeichel mener, at Liverpool-målmand Jose Reina er oplagt afløser i Manchester Uniteds mål.

Offentliggjort Sidst opdateret