Schmeichels klub fyrer træneren efter pokalflop
Lucien Favre er færdig som cheftræner i Nice. (Arkivfoto). Foto: Uwe Kraft/Ritzau Scanpix
Lucien Favre er blevet fyret i Nice efter en pokalnedtur, og derfor skal Kasper Schmeichel have ny træner.
Franske OGC Nice skuffede fælt, da fodboldklubben lørdag røg ud af pokalturneringen, og det koster nu træneren jobbet.
Lucien Favre er således blevet fyret, og det betyder, at den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel skal have sig en ny træner.
Det oplyser den sydfranske klub mandag på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at den 36-årige assistenttræner Didier Digard midlertidigt overtager tøjlerne.
Nice tabte lørdag til upåagtede Le Puy Foot 43 fra bunden af den tredjebedste række og røg dermed ud af den franske pokalturnering.
Kasper Schmeichel stod på mål i hele kampen og kunne altså ikke sætte en stopper for den ene scoring, der afgjorde kampen til det undertippede holds fordel.
Generelt har sæsonen været en blandet omgang for ambitiøse Nice.
I Ligue 1 ligger holdet nummer 11 og er langt fra de europæiske pladser længere oppe i tabellen.
I Conference League, der er den tredjebedste europæiske klubturnering, er det gået lidt bedre, og holdet møder i foråret en endnu unavngiven modstander i ottendedelsfinalerne.
Schweiziske Lucien Favre har været træner i Nice siden sommeren 2022. Han var også træner i klubben fra 2016 til 2018.
Hans karriere som træner toppede, da han fra 2018 til 2020 var træner i tyske Borussia Dortmund.
Nice har også den danske angriber Kasper Dolberg på kontrakt. Han er lige nu udlejet til Hoffenheim i Tyskland.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker