Schøne får chancen af Olsen

Angriberen Lasse Schøne kan få sin første optræden for landsholdet i næste uge mod Chile i en testkamp, hvor Jon Dahl Tomasson kan gøre comeback.

Lasse Schøne har gennem det seneste år demonstreret fine evner som målscorer og kreativ kraft for NEC Nijmegen i den hollandske Æresdivision, og tirsdag blev han belønnet for sine præstationer. Det skete, da 23-årige Schøne blev udtaget af landstræner Morten Olsen til den landsholdstrup, der på onsdag i næste uge møder Chile i en venskabskamp.
Landstræneren valgte også at indlemme anfører Jon Dahl Tomasson, der på grund af skader, har holdt en pause på et lille år fra det danske landshold. Feyenoord-angriberen, der står noteret for 51 landskampsscoringer, får dermed atter mulighed for at tangere alletiders scoringsrekord på 52 mål. En rekord, som Poul "Tist" Nielsen er indehaver af.
Venskabskampen mod Chile indleder et efterår, hvor det danske landshold skal ud at forsvare sin førsteplads i kvalifikation frem mod VM i Sydafrika næste år. I september og oktober møder Danmark således Portugal, Albanien, Sverige og Ungarn.
Thomas Kahlenberg, der har haft problemer med en skade, er ikke udtaget til kampen.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret