Schweiz Rundt rykker klassement-tidtagning til bakketop
Flere af de schweiziske ryttere og ledere sørger over tabet af kollegaen Gino Mäder, som fredag døde efter et styrt på torsdagens etape af Schweiz Rundt. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
Etapevinderen lørdag skal stadig findes ved målstregen, men tiderne til klassementet tages 18,8 kilometer før.
Gino Mäders tragiske dødsfald efter et styrt på den afsluttende nedkørsel på torsdagens etape af Schweiz Rundt ser ud til at have ført til en ændring på lørdagens etape.
Ganske vist angiver arrangøren ikke årsagen, men meddeler på løbets hjemmeside, at man har ændret i tidtagningen til lørdagens 7. etape.
De enkelte rytteres tid til klassementet vil blive taget på toppen af den sidste stigning 18,8 kilometer fra mål, mens etapevinderen fortsat vil blive fundet ved målstregen i Weinfelden.
Etapen torsdag sluttede med en svær og farlig nedkørsel, hvor schweiziske Mäder kørte ud over en vejside. Han landede i noget vand og var ikke til at komme i kontakt med. Han måtte genoplives på stedet, men døde af kvæstelserne på hospitalet efterfølgende.
Et par andre ryttere styrtede også på nedkørslen, og flere, blandt andre verdensmester Remco Evenepoel, kritiserede ruten.
Mange mente, at et væddeløb mod målstregen på en nedkørsel var for farligt, hvilket Mäders død understregede på tragisk vis.
Nu bliver tiderne taget på toppen af sidste stigning lørdag. Med den beslutning håber arrangøren formentlig, at rytterne vil satse mindre på nedkørslen, inden det kort efter gælder opløbet i målbyen Weinfelden, hvor etapevinderen skal findes.
Søndagens afsluttende enkeltstart køres som planlagt.
6. etape fredag blev aflyst. I stedet kørte feltet en mindeetape over 20 kilometer for at hylde Gino Mäder.
Danske Mattias Skjelmose kører i løbets gule førertrøje og har en føring på otte sekunder inden weekendens to afsluttende etaper.
Mäders hold, Bahrain Victorious, har trukket sig fra resten af løbet. Dermed er danske Johan Price-Pejtersen ikke til start lørdag.
Også schweiziske Tudor Cycling har trukket sig. Holdet havde den danske mester Alexander Kamp med i løbet.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker