Schweiz vender truende nederlag til vigtig VM-sejr
Granit Xhaka var manden bag det imponerende mål til 1-1. Til daglig spiller han for engelske Arsenal. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Granit Xhaka leverede et perlemål, og Xherdan Shaqiri blev matchvinder for Schweiz i 2-1-sejren over Serbien.
Schweiz har gode muligheder for at gå videre fra VM's pulje E før sidste gruppekamp.
Det står klart, efter at Schweiz fredag aften vandt 2-1 over Serbien i en tæt kamp i Kaliningrad.
Serbien var på vej mod sejren mod Schweiz, men et drøn af et langskud fra Arsenal-spilleren Granit Xhaka gjorde det til 1-1, og i slutminutterne blev Xherdan Shaqiri matchvinder.
Det efterlader Schweiz på fire point før sidste kamp onsdag mod Costa Rica, der ikke kan nå videre fra gruppen.
- Jeg er fuldstændig udkørt for at være helt ærlig, siger den schweiziske landstræner, Vladimir Petkovic, ifølge Reuters efter kampen.
- Det vigtige er, at vi har udviklet en vindermentalitet, selv når vi er bagud. Vi finder altid et svar, og det er vigtigt og positivt karaktertræk ved holdet, siger han.
Brasilien har også fire point før sidste kamp, mens serberne efter fredagens nederlag har tre point og dermed er under pres før kampen mod Brasilien.
Kampen mellem Serbien og Schweiz bølgede frem og tilbage. I opgørets første 45 minutter var det serberne, som var toneangivende og kom tidligt foran.
Der var bare spillet fem minutter, da Aleksandar Mitrovic nemt viftede Fabian Schär væk i feltet og headede et indlæg fra højre i nettet.
Serbien havde muligheder til flere mål. Særligt Nemanja Matic' mulighed mod slutningen af første halvleg var stor, men han fik ikke gjort noget ved bolden ved bageste stolpe.
Bagud 0-1 ved pausen skulle der ske noget hos Schweiz, og det gjorde der i den grad.
Efter 52 minutter trykkede Granit Xhaka til bolden første gang et par meter uden for feltet, og han sendte kuglen i det fjerneste hjørne til 1-1.
Så var det landsholdskollegaen Xherdan Shaqiris tur til at brillere. Med godt en halv time igen drejede han hurtigt rundt og skruede bolden mod det lange hjørne.
Uheldigvis for Schweiz tog forsøget trekantsammenføjningen, og serberne åndede lettet op. For en stund i hvert fald.
Schweiz trykkede nemlig på, og i slutminutterne gav det pote, da Shaqiri snød offsidefælden, slap alene igennem og trillede bolden kontrolleret i mål.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde