Schweizisk keeper redder Dortmund i tysk premiere
Marco Reus hjælper bolden over stregen til 1-0, efter at Lukas Hradecky i første omgang havde reddet forsøget fra Karim Adeyemi. Foto: Bernd Thissen/Ritzau Scanpix
Gregor Kobel leverede flere pragtredninger, så Borussia Dortmund kunne få tre point mod Bayer Leverkusen.
Borussia Dortmund kom lørdag godt fra start i den tyske Bundesliga med hjemmesejren på 1-0 over Bayer Leverkusen i en underholdende og intens affære.
Marco Reus scorede Dortmunds mål, men offensivspilleren vil næppe blive fornærmet, hvis man kalder Gregor Kobel den reelle matchvinder for Dortmund.
Den schweiziske målmand diskede op med flere fremragende redninger i anden halvleg og forhindrede på den måde Leverkusen i at få afkast på Signal Iduna Park.
Opgøret mellem nummer to og tre fra sidste sæson begyndte meget energisk, og allerede efter ni minutter kunne hjemmepublikummet juble.
Den unge angriber Karim Adeyemi var i første omgang centimeter fra at score, men den tidligere Brøndby-målmand Lukas Hradecky reddede på stregen.
Bolden fortsatte dog sin vej ind over stregen, og inden Hradecky kunne ekspedere den væk, ilede Marco Reus til og hjalp scoringen på vej.
Dortmund havde muligheder for at score yderligere i første halvleg, men efter pausen var det Leverkusen, der var mest nærgående.
To gange havde udeholdet bolden i nettet, men begge gange blev der dømt offside.
Andre gange måtte Gregor Kobel agere redningsmand. Ikke mindst på flere nærgående forsøg fra den tjekkiske bomber Patrik Schick, der i sidste sæson kun blev overgået af Robert Lewandowski på topscorerlisten.
I slutminutterne var Dortmund dog tættere på 2-0. I tillægstiden blev Lukas Hradecky udvist for at tage med hænder uden for feltet, men Reus sparkede over mål på det efterfølgende frispark.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub