Lyngbys nye slovenske spiller Mitja Mörec fik en af de mest usædvanlige udvisninger i dansk fodbolds historie, da Lyngby hentede 1-1 med hjem fra Brøndby Stadion i forårspremieren.
Mörec var til behandling ved sidelinjen, da Lyngby bragte sig foran med 1-0 20 minutter før slutfløjt. Og scoringen endte med at blive fatal for Mörec, der i første halvleg havde modtaget en advarsel.
Lyngby-træner Niels Frederiksen kunne efter kampen berette, hvad der helt nøjagtig foregik.
- Han blev så glad over vores scoring, at han ville ind at juble sammen med holdkammeraterne, og så glemte han, at dommeren skal give ham besked på, hvornår han må løbe ind.
- Det gav en teknisk advarsel. Og da han havde gult i forvejen, måtte han ud. Det er drønærgerligt, men der er ikke noget at sige til det, siger Niels Frederiksen.
- Vi var allesammen helt oppe at køre over, at vi lige havde scoret, og det er lidt ærgerligt, at vi andre ikke får grebet fat i ham. Jeg er aldrig kommet så hurtigt ned igen efter en scoring. Det er håbløst, at det sker, fortæller Lyngby-træneren, der måtte se Brøndby udligne til 1-1 i overtiden.
Dommer Lars Christoffersen var efter kampen ærgerlig over, at han måtte uddele den kontroversielle advarsel.
- Lov er lov. Det er døduheldigt. Jeg har aldrig prøvet at uddele en advarsel for det tidligere.
- Det er frustrerende for alle parter, for det er jo en tabersituation for alle, mener Christoffersen, der erkender, at han måske godt kunne have uddelt flere tekniske advarsler.
Brøndbys debutant Clarence Goodson fik dog ikke nogen, da han hen imod slutningen af kampen sparkede bolden væk, efter at Lars Christoffersen havde blæst i sin fløjte.
- Han kunne måske godt have fået en, indrømmer dommeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned