Se højdepunkterne: Sen scoring sikrer Viborg uafgjort i drama mod Vejle
Der var masser af drama i Vejle, hvor Viborg mandag var på besøg og fik 2-2 efter en Viborg-udligning i syv minutters overtid. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Viborg udlignede i syv minutters overtid til 2-2, da holdet mandag mødte Vejle på udebane i Superligaen.
Vejle Boldklub og Viborg fik et point hver, da holdene mandag spillede 2-2 i et sandt drama på Vejle Stadion.
Et hovedstød fra Viborgs Justin Lonwijk på en returbold fra et straffespark i syv minutters tillægstid sikrede det ene point til udeholdet.
Vejle fik ellers en drømmestart på begge halvlege, men det var altså ikke nok til, at værterne kunne hive alle tre point med fra kampen.
Overordnet set var spillet meget ligeligt fordelt mellem de to hold igennem hele kampen, og derfor var det ikke ufortjent, at kampen endte uafgjort.
Med otte spillerunder igen har Vejle fire point op til FC Nordsjælland, der ligger på den gode side af nedrykningsstregen. Viborg har på syvendepladsen tre point ned til AGF.
Vejle fik den bedst tænkelige start på kampen, da holdet efter kun fire minutter kom foran på et straffespark, der sikkert blev sparket ind af angriberen Allan Sousa.
Lykken varede dog kort for vejlenserne, idet Viborgs midtbanespiller Jakob Bonde kun ti minutter senere udlignede efter endnu et straffespark.
Lige før pausen var Viborg tæt på score endnu engang, da venstrebacken Christian Sørensen tordnede et frispark på overliggeren.
I anden halvleg fik Vejle i stedet igen en drømmestart. Arbnor Mucolli bragte hjemmeholdet foran 2-1 med en præcis afslutning uden den store kraft, inden stadionuret rundede 50 minutter.
I resten af kampen bølgede spillet meget frem og tilbage, og med fem minutter igen blev Vejles Raul Albentosa udvist, da spanieren modtog sin anden advarsel.
Viborg lykkedes derfor med at presse på til sidst, og med sekunder igen scorede Justin Lonwijk til slutresultatet 2-2 på en returbold, efter at Jakob Bonde havde skudt et straffespark på overliggeren.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde