Se målene her: OB forværrer AGF-krise efter tidlig fuldtræffer
Jakob Breum bliver tiljublet af Mads Frøkjær, efter at han har scoret det afgørende mål for OB mod AGF. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
AGF gik for niende gang i træk fra banen uden en sejr i 3F Superligaen, da OB vandt 1-0 på et tidligt mål.
Søndag eftermiddag tog OB imod AGF, og mandskabet fra Fyn forværrede aarhusianernes krise, da gæsterne måtte rejse hjem med et nederlag.
Fynboerne slog AGF med 1-0 på et mål af Jakob Breum i det sjette minut.
Efter en stærk OB-indledning på kampen var det i store perioder en jævnbyrdig affære, der udspillede sig på Nature Energy Park.
Resultatet betyder, at OB er på ottendepladsen med 35 point. AGF har tabt fire kampe i streg og er på tiendepladsen med 28 point, hvilket er seks point flere end Vejle, der tabte til Sønderjyske.
Fynboerne fik en flyvende start på kampen, da et boldtab fra gæsternes forsvarsspiller Sebastian Hausner kostede dyrt. Jakob Breum erobrede kuglen, og den offensive kreatør straffede prompte AGF.
Han førte selv bolden frem og satte den køligt ind bag AGF-keeper Jesper Hansen.
Efterfølgende pressede hjemmeholdet på for en 2-0-scoring, men det blev ved chokket for AGF, som blandt andet kan takke overliggeren for, at mandskabet ikke kom yderligere bagud.
AGF fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret, og i anden fase af første halvleg var det aarhusianerne, der pressede på. Dog uden at komme til de åbne chancer.
Starten af anden halvleg bød på en omgang rodet fodbold med fejl fra begge mandskaber, og ingen af holdene formåede for alvor at blive farlige.
OB fik dog en gylden mulighed for at udbygge føringen i det 70. minut, da Mads Frøkjær blev sendt alene igennem på en omstilling. Men den offensive midtbanespiller svigtede i afslutningsmomentet.
Patrick Mortensen var tæt på at udligne i det 83. minut, men angriberen headede i sidenettet, og tættere på point kom AGF ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker