Seertal for Super Bowl skuffer efter tumultarisk NFL-sæson
Philadelphia Eagles' 41-33 sejr over New England Patriots trak ikke så mange seere som de seneste års Super Bowls. Foto: Scanpix/Angela Weiss/arkiv
Scanpix/Angela Weiss/arkiv
Selv om kampen mellem New England og Philadelphia var aldeles seværdig, var seertallet det laveste i årevis.
Finalen i den amerikanske NFL-liga, Super Bowl, er traditionelt en af de begivenheder, der tiltrækker flest tv-seere i USA.
Og selv om der også i år var millioner af tv-seere i USA, så var finalekampens seertal på 103,4 millioner amerikanere det laveste siden 2009. Det oplyser analysefirmaet Nielsen ifølge AP.
Philadelphia Eagles' 41-33 sejr over New England Patriots var ellers en særdeles seværdig kamp med sprudlende offensivt spil og spænding til sidste kast.
Sidste år, hvor New England Patriots vandt over Atlanta Falcons, så 111,3 millioner amerikanere Super Bowl.
Rekorden lyder på 114,4 millioner seere, da New England Patriots i 2015 slog Seattle Seahawks.
Tallene dækker over, hvor mange der har set kampen på tv i deres hjem. Det kunne derfor se anderledes ud, hvis tallene inkluderede folk, der har streamet kampen eller set den i en sportsbar.
Men seertallet for årets Super Bowl følger trenden i NFL, hvor politiske undertoner og en lang række skader til nogle af ligaens største stjerner har trukket mange overskrifter i løbet af året.
Nielsens ansvarlige for opgørelsen siger, at den høje kvalitet af kampen kan have bragt tallet højere op, end det ellers ville have været.
- Hvis du tændte for kampen på et tidspunkt, for at se hvordan det gik, eller din ven skrev til dig, at kampen var god, så er der stor sandsynlighed for, at du ville se kampen færdig, siger Rick Gentile, der er ansvarlig for målingen.
NFL har i indeværende sæson været ramt af furore. En lang række sorte spillere har knælet under nationalsangen i protest mod politivold og racediskrimination i USA.
USA's præsident, Donald Trump, har også blandet sig i debatten. Han har krævet, at NFL-ejere skal straffe alle spillere, der ikke vil stå op under nationalsangen.
De 20 mest sete amerikanske tv-begivenheder nogensinde er alle Super Bowls - på nær én. Det sidste afsnit af tv-serien "Mash" i 1983 havde 105,9 millioner seere og er placeret som nummer ni på listen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde