Sejr sikrer Brentford en plads i playoff om PL-billet

Brentford er sikker på at skulle spille playoffkampe om at rykke op fra den næstbedste engelske fodboldrække. (Arkivfoto) Foto: Hannah McKay/Ritzau Scanpix

Thomas Franks Brentford-tropper er for andet år i træk klar til playoffkampe om at rykke op i Premier League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske fodboldklub Brentford er sikker på at skulle spille om oprykning til Premier League.

Det står klart efter klubbens sejr på 1-0 ude over formstærke Bournemouth i den næstbedste engelske række lørdag.

Brentford, der har flere danske profiler på holdkortet, og i Thomas Frank har dansk træner, har nu samlet 78 point sammen, og det er altså nok til en plads i playoff.

Klubben har ti point op til Watford, som lørdag vandt 1-0 hjemme over Millwall og nu er sikker på andenpladsen. Kenneth Zohore fik de sidste 20 på banen for Millwall.

Watford, som havde Philip Zinckernagel med på bænken i hele kampen, rykker med sejren op i Premier League sammen med Norwich, der lørdag vandt 3-1 ude over Queens Park Rangers.

Jacob Lungi Sørensen fik det sidste kvarter på banen for Norwich.

Brentford har med tre kampe tilbage ikke længere mulighed for direkte oprykning, men kan altså indstille sig på playoffkampe.

I lørdagens kamp var Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Mads Roerslev i startopstillingen, mens Emiliano Marcondes og Mads Bech Sørensen kom ind fra bænken.

Hos Bournemouth spillede Philip Billing den første time af kampen.

Bryan Mbeumo scorede kampens enlige mål efter 77 minutter. Brentford var ellers i undertal, efter at anfører Pontus Jansson blev smidt ud efter 50 minutter.

Det er andet år i træk, at Brentford skal spille playoff om en plads i Premier League.

I sidste sæson vandt Brentford samlet over Swansea i playoff-semifinalen, inden Fulham tog sejren i finalen og rykkede op.

I den kommende kamp skal Brentford op imod Rotherham, der ligger under nedrykningsstregen.