Sejrsløse Lyngby taber igen efter suveræn OB-start
Yankuba Minteh og OB tog tre point mod Lyngby. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyngby er stadig uden sejr i Superligaen efter at have tabt 1-3 fredag aften til et bedre OB-mandskab.
En første halvleg med tydelig klasseforskel gjorde udslaget, da OB slog Lyngby hjemme med 3-1 i Superligaen.
Resultatet betyder, at OB rykker op på sjettepladsen, mens Lyngby forbliver på rækkens sidsteplads med hele ni point op til AaB på 11.-pladsen. Aalborgenserne har endda en kamp i hånden.
Lyngby havde perioder i anden halvleg med gode sekvenser med bolden, men OB's kontraspil med raketterne Yankuba Minteh og Franco Tongya var for stor en mundfuld for forsvaret.
Det var dog et mål fra et ganske etableret spil, da førnævnte Minteh efter blot to minutter sendte et indlæg i panden på OB-stopper Bjørn Paulsen, som kunne heade bolden ind til 1-0.
Blot seks minutter senere var den gal igen, da Minteh fandt midtbanespilleren Alasana Manneh, som udenfor feltet tørt sparkede bolden i nettet.
Lyngby-spillerne virkede rystede, og OB fik i flere sekvenser kontramuligheder, som gæsterne dog fik reddet, inden det var for sent.
Meget kunne sjællænderne dog ikke gøre, da OB's Tongya kort før pausen blev sendt i dybden af kreatøren Mads Frøkjær. Alene med målmanden scorede han sikkert til 3-0.
Efter pausen kom Lyngby ud med et helt andet udtryk. Holdet var i langt højere grad spildominerende, og i perioder var der ganske enkelt belejring af værternes straffesparksfelt.
Det kom gæsterne til gode efter en times spil, da angriberen Frederik Gytkjær opsnappede bolden i feltet og resolut sparkede bolden i mål til en 3-1-reducering.
Generelt fik OB ikke fulgt op på sin flotte første halvleg. Lyngby havde bolden klart mest i anden halvleg, men gæsterne fik for lidt ud af anstrengelserne, selv om OB i slutfasen fik udvist midtbanemanden Armin Gigovic.
Dermed endte kampen ganske fortjent 3-1 til OB.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde