Seksdageskonge bliver leder på Saxo Bank

Han er 25 år, han har knap kørt sin anden professionelle sæson til ende og alligevel har Michael Mørkøv efterladt så overbevisende indtryk på holdchef Bjarne Riis, at han snart skal træde ind i en lederrolle på det danske cykelhold Saxo Bank-Sungard.

- Han er dybt seriøs, behagelig at være sammen med, og lederrollen er naturlig for ham. Han er en fremtidig lederskikkelse på det her hold. Det er jeg overbevist om, siger Bjarne Riis til Berlingske Tidende.

Michael Mørkøv har haft en gennembrudssæson på landevejen med gode resultater ved DM i enkeltstart, i Giro d'Italia og i det mindre franske etapeløb Tour du Limousin.

Resultaterne på landevejen overskygger dog endnu ikke Michael Mørkøvs resultater på vinterbanerne, hvor han er verdensmester i flere discipliner og en af seksdagessæsonens største stjerner.

Saxo Bank-Sungard rytteren har været glad for rollen som leder på landevejen.

- De gange, jeg har taget beslutninger indtil videre, har jeg haft succes, og så tør man gøre det igen. Alle ved, jeg tager min sport meget seriøst, det har folk respekt for. Derfor har de også respekt for de beslutninger, jeg tager, siger Michael Mørkøv.

Han ser nye muligheder i, at flere af holdets stjerneryttere er væk fra næste sæson.

- Det motiverer mig utroligt meget, at alle de stjerner har forladt holdet. Nu kan man faktisk byde ind med noget, det har været lidt svært i årene med Schleck-brødrene, Fabian Cancellara og så videre, siger Michael Mørkøv.

i ritzau/

Seksdagesrytteren Michael Mørkøv bliver lederfigur hos Bjarne Riis, som ser stort potentiale i danskeren.

Offentliggjort Sidst opdateret