Sen dobbeltbogey sender Pedersen ned af leaderboard i Californien
Emily Pedersen brugte to slag over par på 17. hul ved JM Eagle LA Championship i den amerikanske delstat Californien. Foto: Harry How/Ritzau Scanpix
Emily Pedersen holder fast i top-ti på trods af en sen dobbeltbogey i Los Angeles.
En sen dobbeltbogey på 17. hul gør, at den danske golfspiller Emily Pedersen glider ned på en delt 10.-plads efter tredje runde af LPGA-turneringen JM Eagle LA Championship i Los Angeles i USA.
Danskeren gik det meste af tredje runde i par med to bogeys og to birdies, som udlignede hinanden, men ved 17. hul brugte hun altså to slag over par.
Tiendepladsen deler hun med fire andre. Gruppen ligger tre slag under par i det samlede regnskab.
Turneringen føres an af australske Hannah Green, som kom i klubhuset et slag under par i tredje runde, og landsmanden Grace Kim, som fik sig lidt af en mareridtsrunde lørdag.
Kim havde ellers lagt fantastisk fra start og gik ind i weekendens runder 12 slag under par og med fire slag ned til næstbedste.
Den føring forpurrede hun dog lørdag med tre bogeys og en dobbeltbogey.
Emily Pedersen har aldrig vundet en turnering på LPGA-touren før.
Den eneste danske kvinde, som har gjort det, er Nanna Koerstz Madsen, som vandt Honda LPGA i Thailand i 2022.
LPGA-turneringen JM Eagle LA Championship spilles på Wilshire Country Club, som ligger i det centrale Los Angeles i delstaten Californien.
Der er i alt 3,75 millioner dollar, som svarer til 26,1 million kroner, på spil.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned