Sen scoring giver FCK sejren i uskøn kamp mod AGF
Kampen mellem AGF og FCK blev præget af et væld af nærkampe. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Scanpix/Henning Bagger
Federico Santander sikrede kort før tid FCK sejren over AGF efter en forsvarsfejl. FCK vandt kampen 1-0.
FC København slog søndag eftermiddag AGF med 1-0 i Alka Superligaens 24. spillerunde. En forsvarsfejl af hjemmeholdets Daniel A. Pedersen kort før tid blev udslagsgivende.
Resultatet betyder, at FCK sætter sig solidt på ligaens fjerdeplads. AGF er fanget i bunden af tabellen, hvor holdet ligger nummer 11.
Et særdeles hullet græstæppe gav svære betingelser for begge hold, der ellers virkede til at have intentioner om at spille bolden rundt langs jorden.
Syv minutter før tid kunne Federico Santander med god hjælp fra Daniel A. Pedersen let afgøre kampen.
AGF-spillerne troede dog, de havde udlignet ved Martin Pusic dybt inde i overtiden, men dommeren annullerede målet for offside.
Begge hold kom frisk fra land i kampen, hvor både hjemmeholdets Tobias Sana og gæsternes Viktor Fischer var nærgående indenfor de første fem minutter.
Tættest på et mål kom udeholdet efter et hjørnespark midtvejs i første halvleg. Carlos Zeca dukkede op bagest i feltet, men stolpen og Aleksandar Jovanovic' bryst i AGF-målet forhindrede en scoring.
Symbolsk for kampen skiftede FC København i pausen kreative Robert Skov ud, mens fysisk stærke Pieros Sotiriou kom ind.
Det ændrede dog ikke på, at begge hold fortsat havde svært ved at komme frem til chancer i anden halvleg. Efter klumpspil i AGF-feltet var Denis Vavro tæt på, men skuddet blev blokeret ti minutter inde i anden halvleg.
Bedst som de to hold formentlig havde indstillet sig på det ene point, fik kampen alligevel en vinder.
En lang bold i dybden ramte Daniel A. Pedersen i hovedet. Federico Santander opfattede situationen hurtigt og kunne let gøre det til slutresultatet 0-1.
AGF møder i grundspillets næstsidste spillerunde OB på udebane. FCK får hjemme besøg af Helsingør.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker