Sen scoring har sat dansk VM-back i ølgæld på landsholdet

Emil Madsen scorede Danmarks mål nummer 40 mod Portugal. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Emil Madsen scorede Danmarks mål nummer 40 mod Portugal. Det koster ham en kasse øl.

Offentliggjort Sidst opdateret

VM-semifinalen var for længst afgjort. Portugal havde givet op, og tiden skulle egentlig bare gå.

Alligevel var jublen bemærkelsesværdig stor på den danske udskiftningsbænk, da Emil Madsen sendte bolden i nettet 57 sekunder før tid.

Ikke fordi målet i sig selv var spektakulært. Den højlydte jubel skyldtes udelukkende, at det var Danmarks 40. scoring i kampen. Det betyder nemlig, at Emil Madsen nu skylder holdkammeraterne en kasse øl.

- Den tradition har eksisteret i mange år. Det er altid ved mål nummer 40, fordi det ikke sker så tit. Men det sker efterhånden mere og mere, så det kan være, at reglen skal ændres, så vi ikke får for mange kasser øl, griner Madsen.

Det var anden gang i turneringen, at det danske hold rundede 40 mål. Første gang - i åbningskampen mod Algeriet - var det Mathias Gidsel, der stod for jubilæumsscoringen og dermed opbyggede en ølgæld til resten af holdet.

- Jeg var selv oppe at køre, da Gidsel scorede nummer 40 mod Algeriet. Der var måske lidt karma, der ramte mig der, siger Emil Madsen, der ikke umiddelbart var klar over, at han havde "dummet sig".

- Det var først, da jeg kom hjem i forsvaret, at det gik op for mig. Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor der var så stor jubel, men så kiggede jeg op på måltavlen.

- Når man spiller sig i en VM-finale, betaler jeg gerne en kasse øl. Jeg betaler også gerne to, hvis det skal være. Vi får nok først lov til at drikke den søndag, men det er også fint. Vi håber selvfølgelig på, at vi har noget at fejre, siger han.

Noget at fejre bliver der, hvis Danmark besejrer Kroatien i VM-finalen. Det vil være Danmarks fjerde VM-triumf i træk, men det er første gang, Emil Madsen er med.

- Jeg glæder mig helt ubeskriveligt. Jeg kan ikke forestille mig det lige nu, men det kommer nok i løbet af lørdagen. Det er helt fantastisk, siger Kiel-spilleren.

/ritzau/