Ingen af mandskaberne spillede sprudlende, da Silkeborg søndag gæstede oprykkerne fra Lyngby. Spillet var fra begge sider mat og uinspireret gennem det meste af kampen, der endte 1-1 efter en sen Lyngby-scoring.
Efter en chancefattig første halvleg, hvor Silkeborg trods alt var tættest på at blive farlige, blev kampen mere jævnbyrdig i de sidste 45 minutter. Lyngbys bageste kæde begyndte at skille sig mere fornuftigt af med bolden, og det skabte chancer frem ad banen.
Alligevel var det Jesper Bech, der efter 65 minutter kunne score kampens første mål, da han med et kontrolleret spark fra kanten af feltet sendte bolden op i det fjerneste hjørne.
Der var ellers tale om et opgør mellem to af Superligaens mest formstærke mandskaber. Hjemmeholdet havde før opgøret sikret sig tre sejre i de seneste fire kampe. Efter en sløv sæsonstart kom også Troels Bechs Silkeborg-mandskab til Lyngby Stadion i fin form med 10 point for de seneste fire kampe.
Men ingen af holdene strålede i opgøret af den gejst, der har præget dem på det seneste.
Farligst var Lyngby, når topscorer Kim Aabech fyrede frisparkskanonen af. En gang i hver halvleg var han således tæt på at hamre bolden ind på dødbolde fra lang afstand.
Det blev dog i stedet hans indskiftede holdkammerat Ayoub Sørensen, der med et mål i det 88. minut sikrede hjemmeholdet et enkelt point i sidste øjeblik. Det er anden gang i sæsonen, at Lyngby med et mål på falderebet sikrer sig point mod Silkeborg.
Med resultatet er Silkeborg ubesejrede i de sidste fem kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde