Sen United-scoring slog næsten Thomas Frank omkuld
Thomas Franks mandskab havde rekordmange afslutninger mod Manchester United. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Manchester United var lørdag tæt på at stjæle tre point fra Brentford, som skabte chancer på stribe.
Brentford burde have vundet lørdagens Premier League-opgør mod Manchester United, der endte 1-1 efter en dramatisk afslutning.
Det siger Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank.
- Kun ét hold fortjente at vinde den kamp, og det var os, lyder det.
Brentford dominerede kampen og havde 31 afslutninger - heriblandt fire på træværket - hvilket er rekordmange for Franks mandskab.
Alligevel var det Brentford, der kom bagud i det 96. minut, da Manchester Uniteds Mason Mount gjorde det til 1-0.
Blot få minutter efter udlignede Kristoffer Ajer dog til 1-1.
- Når man kommer bagud i det 96. minut, så tænker man, at fodbold er en brutal sport. Jeg mistede næsten troen på fodboldguden, men han gav os lidt igen, siger Frank.
Manchester United-manageren Erik ten Hag indrømmer tilmed, at Brentford var opgørets bedste hold.
- De viste mere passion og beslutsomhed, end vi gjorde. Vi er nødt til at gøre det bedre, lyder det.
Da både Aston Villa og Tottenham vandt sine opgør tidligere lørdag, havde Manchester United brug for en sejr, hvis klubben skal gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
Manchester United er nu 11 point bag top fire og otte point bag Tottenham på femtepladsen.
Brentford bevarer med lørdagens resultat sin position på 15.-pladsen. Klubben er fem point over nedrykningsstregen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet