Målene lod vente længe på sig, men efter tre træffere i det sidste kvarter kunne Brøndby rejse hjem fra Esbjerg med en 2-1-sejr i den sene søndagskamp.
Med sejren er de blå-gule fortsat på Superligaens tredjeplads, mens Esbjerg er under nedrykningsstregen, efter en kamp der i lang tid lignede endnu en af ligaens talrige uafgjorte opgør.
For det blev nemlig præcis så tæt og taktisk præget en affære, som hovedparten af opgørene i dette efterårs Superliga.
Brøndby formåede med højt pres at lukke fuldstændigt af for hjemmeholdets opspil, hvilket resulterede i et væld af afleveringer bagud og til siden fra et rådvildt Esbjerg-hold, som kun sjældent kom uden om Brøndbys første pres.
Men defensivt var vestjyderne godt forberedt, og fik med masser af muskler i nærkampene lukket af for gæsternes kombinationer, og derfor blev tilskuerne budt en første halvleg, der var stort set blottet for højdepunkter.
Brøndbys amputerede forsvar uden Thomas Rasmussen og Max von Schlebrügge pakkede fuldstændig Tim Janssen og Jesper Lange ind, men de to forwards fik heller ikke særligt gode arbejdsbetingelser og måtte få det bedste ud af en syndflod af upræcise pasninger.
Det var en kedsommelig, søvnig affære, men der kom en anelse mere liv efter pausen, hvor specielt hjemmeholdet forsøgte at drive spillet frem med større energi.
Det gav optræk til farlige situationer, men uden skadede Søren Rieks var manglen på fantasi i offensiven udtalt, og det var Brøndby, der midtvejs i anden omgang viste farlighed.
Først Michael Krohn-Dehli og kort efter Nicolaj Agger sendte langskud lige uden om Esbjergs mål og understregede, at det var gæsterne, der generelt var mest målrettede i angrebsspillet.
Når kampen åbnede en smule mod slutningen og nåede et acceptabelt underholdningsniveau, skyldtes det, at de to hold begyndte at løbe tør for kræfter og ikke fik generet hinanden i samme grad som før pausen.
Specielt Brøndbys hårde pres havde krævet en stor løbeindsats, og der var tendenser til, at de blå-gules hold begyndte at knække over.
Men bedst som Esbjerg så ud til at have tilkæmpet sig et mindre overtag, slog backreserven Jan Frederiksen til og bragte Brøndby i føring med et kvarter tilbage.
Kort efter gjorde Mike Jensen det til 2-0, og det lignede en afgørelse. Men en omgående reducering af Tim Janssen skabte imidlertid ny spænding, men denne gang lykkedes det ikke Esbjerg at skabe et comeback i stil med dem, holdet har præsteret flere gange i sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde