Sent langskudsdrøn sikrer Vejle point til bundstriden
Kristian Kirkegaard var manden bag Vejles sene udligning i 1-1-kampen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Det lignede tre vigtige point til Viborg, men et langskudsmål i overtiden sikrede Vejle det ene point.
En tæt og chancefattig duel endte i sidste ende med en pointdeling mellem Vejle og Viborg FF i Superligaens nedrykningsspil.
En udligning af Vejles Kristian Kirkegaard efter 90 minutter sikrede bundholdet et enkelt point. Inden da var kampen præget af massevis af fysiske dueller og dødbolde, og det var tydeligt, at der var vigtige point på spil i ligaens bundstrid.
Med det ene point er Viborg stadig på ottendepladsen med 27 point, mens Vejle stadig er under nedrykningsstregen med et enkelt point op til Lyngby over stregen.
I kampens indledning var det Viborg mest på bolden, men Vejle var det farligste mandskab. Hjemmeholdet fik truet Viborg med omstillinger op mod de to hurtigløbere Musa Juwara og Yeni N'Gbakoto.
Første halvlegs største chance tilfaldt også Vejle efter en dødbold. Bolden blev headet ind foran mål til forsvarsspilleren Oliver Provstgaard, men på en eller anden måde fik Viborg-forsvaret afvist bolden på stregen.
Efter pausen fortsatte opgøret med at være en relativt lukket affære med få chancer, men Viborg fik sparket et vigtigt mål i nettet med 20 minutter tilbage. Indskiftede Malik Abubakari listede sit første mål for Viborg ind i det lange hjørne forbi Nathan Trott i Vejle-målet.
Det lignede længe en vigtig sejr til Viborg, men et flot langskudsmål af Vejles Kristian Kirkegaard efter 90 minutter skabte et stort jubelbrøl på Vejle Stadion i Nørreskoven.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde