Sent pitstop skabte fare og fører til Formel 1-ændring
Esteban Ocon var lettet over, at franskmanden ikke ramte nogen, da han på sidste omgang skulle lave et pitstop. Foto: Hoch Zwei/Ritzau Scanpix
Mod afslutningen af søndagens Formel 1-grandprix var Esteban Ocon lige ved at køre ind i personer i pitten.
Det var ved at gå galt, da Alpine-køreren Esteban Ocon skulle i pit på sidste omgang af søndagens Formel 1-grandprix i Baku.
Arrangørerne havde tilladt mekanikere, fotografer, journalister og andre personer adgang til pitten for at hylde og tage billeder af vinderen og de øvrige kørere på podiet.
Ocon kom kørende i høj hastighed, da løbet stadig var i gang, og skulle have skiftet sine slidte dæk hos sit team.
Ingen personer kom til skade, men flere løb ud af farezonen i sidste øjeblik.
Den Internationale Motorsportsunion (FIA) erkender, at der var tale om en "meget farlig situation".
- Det var heldigt, at der ikke var nogle alvorlige konsekvenser af det, der skete, skriver FIA på sin hjemmeside.
Unionen lover en øjeblikkelig gennemgang af procedurerne og vil sørge for, at sådan en episode ikke gentager sig i kommende løb.
- FIA's repræsentanter udtrykker ærgrelse over, hvad der skete og forsikrer, at de vil rette op på det inden næste løb, lyder løftet.
Næste grandprix, som er det femte i sæsonen, køres på søndag i Miami.
Esteban Ocon var chokeret over, at den farlige situation overhovedet kunne opstå.
- Heldigvis skete der ikke noget, men vi skal sikre, at sådan et scenarie ikke kan ske igen, siger Esteban Ocon ifølge Reuters.
Han kom med høj fart og nåede at få bremset ned i tide, så folk kunne komme væk.
- Da jeg kommer med 300 kilometer i timen og bremser meget sent, ser jeg barriererne og menneskene over det hele. Det var sindssygt. Det kunne være gået helt galt.
Hvis jeg misser bremsepunktet, kunne det være endt med en katastrofe, så det var et sindssygt øjeblik, siger Ocon til Autosport.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde