Serbien afværger katastrofen og er klar til EM
Serbien er klar til EM. Foto: Zorana Jevtic/Reuters
Med et hårdt tilkæmpet 2-2-resultat mod Bulgarien sikrede Serbien sig en plads ved EM-slutrunden i Tyskland.
Serbiens fodboldlandshold er klar til EM i Tyskland næste år.
Søndag eftermiddag tog serberne således det point, der skulle til for at afvise Montenegro i jagten på den sidste billet i kvalifikationens gruppe G.
På hjemmebane spillede Serbien 2-2 med Bulgarien efter en sen udligning og sluttede på 14 point, som endte med at være nok til andenpladsen.
Samme pointantal kunne Montenegro være landet på, og på et tidspunkt så det ud til, at montenegrinerne skulle snuppe EM-pladsen for næsen af Serbien.
Serberne havde nemlig smidt en 1-0-føring og var kommet bagud med 1-2 mod Bulgarien, mens Montenegro, der undervejs skiftede Hvidovre-keeper Filip Djukic på banen til landsholdsdebut, var foran med 1-0 over Ungarn.
Men på ganske få minutter blev der lavet om på det hele.
Ungarn scorede to hurtige mål på Djukic til 1-1 og 2-1 og endte med at slå Montenegro med 3-1. Og samtidig scorede Srdjan Babic altså det udlignende mål for Serbien.
Dermed kunne festen bryde ud i lys lue på stadion i byen Leskovac. Det er første gang siden 2000, at Serbien skal spille med ved en EM-slutrunde.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker