Så kom Danmark helt ned på jorden ved EM i håndbold. I et inferno af serbisk helvedesild i Pionir Hall i Beograd endte det med et skuffende dansk 22-24-nederlag efter en imponerende præstation af Serbien.
Danskerne havde ikke spillet eller heldet til at banke de afgørende mål ind. Det havde serberne, som nu står med gode kort på hånden inden mellemrunden, mens Danmark halter gevaldigt efter.
Mikkel Hansen, som var rasende til slut, havde ellers en helt anden tænding fra kampens start end i søndagens sejr over Slovakiet.
I den kamp brændte AG København-stjernen sine fire første forsøg. Denne gang scorede han på sine to første, men han manglede fortsat et stykke til sit optimale niveau.
Også Kasper Søndergaard var oppe i et helt andet gear, og han fik tilkendt tre straffekast i begyndelsen af kampen.
Danmark kom godt i gang, og det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det var for danskerne at komme ordentlig i gang mod et serbisk hold på hjemmebane. Danmark kunne gå til pause med en smal føring på 12-10.
Niklas Landin stod en fin kamp i det danske mål, men det rakte ikke mod Serbien.
Landin var i store dele af kampen godt hjulpet af et stærkt og kompakt dansk forsvar, som holdt godt sammen og blandt andet holdt den serbiske profil Marko Vujin helt ude af kampen i første halvleg.
Til gengæld havde venstrebacken Momir Ilic nemt ved at overliste danskerne og var med til at holde Serbien inde i kampen.
Serbien blev kort inde i anden halvleg ramt af en skade, da playmaker Nenad Vukcovic måtte udgå med en skade.
Men det var faktisk med til at hidse serberne op, og de kom foran 16-15. I den periode brændte danskerne lidt for mange chancer. Marko Vujin kom også bedre i gang - godt for Serbien - skidt for Danmark.
Det serbiske publikum var næsten ved at koge over i ekstase i den hektiske slutfase. Danskerne viste rutine og holdt hovederne kolde trods flere serbiske et-måls-føringer til 17-16, 18-17 og 19-18.
Danskerne havde også muligheden for at komme foran igen. Men blandt andre Nikolaj Markussen og Rasmus Lauge greb ikke chancen, de gange de kunne og burde have smidt bolden i mål.
Især Markussen må erkende, at han endnu ikke er stemplet ind i EM-slutrunden.
Serbien øgede til 21-19, men danskerne udlignede til 22-22 trods en mand i undertal.
Med to minutter tilbage kom Serbien op at føre med 24-22, og det blev også slutstillingen.
I den tredje og sidste gruppekamp skal Danmark møde Polen, den kamp afgør, om danskerne tager point med over i mellemrunden.
En sejr over Polen på torsdag synes nødvendig, hvis de danske EM-medaljedrømme skal bevares.
/ritzau/
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned