Serbien slukker danske medaljedrømme ved EM
Det lykkes ikke for Frankrig at holde liv i de danske håb ved håndbold-EM i Serbien.
I en gyser af en kamp tabte Frankrig 17-18 til Serbien, der nu er klar til semifinalen på lørdag.
Dermed kan landstræner Jan Pytlicks danske mandskab højst nå den tredjeplads i puljen, der giver en kamp om femtepladsen, hvor præmien til vinderen er en direkte billet til VM næste år.
Danmark var afhængige af en fransk sejr, og danskernes eget nederlag til Serbien i tirsdags havde ellers givet franskmændene en ekstra chance for alligevel at snige sig med i semifinalerne.
Det var tæt på, at de havde grebet den, men de kom til at betale for en aldeles håbløs første halvleg.
Sølle seks mål lykkedes det at score i de første 30 minutter, hvor Katarina Tomasevic i det serbiske mål blev noteret for en redningsprocent på 65 uden at anstrenge sig voldsomt. De franske afslutninger var ganske enkelt for dårlige og præget af panik.
Men efter sidebyttet vågnede franskmændene, specielt fik de held til at stjæle bolden adskillige gange og derved få gang i det ellers bovlamme kontraspil.
Fem franske scoringer i træk i starten af anden halvleg vendte kampen på hovedet, og pludselig kom der omtanke i angrebsspillet.
Men i en kamp, hvor forsvarsspillet var markant bedre end de to holds offensiv, tog et godt kæmpende hjemmehold semifinalepladsen til stor jubel for et euforisk hjemmepublikum.
Danmarks kamp mod Norge klokken 20.10 er dermed forvandlet til en dansk kamp for at nå tredjepladsen i mellemrundepuljen.
Bliver det til et dansk nederlag eller uafgjort i den kamp, går tredjepladsen til Sverige, der tidligere på torsdagen vandt 35-26 over Tjekkiet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned