Serena venter: Wozniacki banker Hantuchova
Foto: Ria Novosti / ??????? ? /Scanpix
Ria Novosti / ??????? ? /Scanpix
Serena Williams bliver næste opgave for Caroline Wozniacki, efter at den danske tennisstjerne onsdag spillede sig frem til kvartfinalerne ved OL.
Det skete med en sejr på 6-4, 6-2 over Daniela Hantuchova fra Slovakiet.
Wozniacki kan måske godt true den amerikanske favorit, men danskeren skal sandsynligvis op på et endnu højere niveau, end det hun viste frem på Wimbledons Centre Court mod Hantuchova.
Den tidligere danske verdensetter fik dog en perfekt start på opgøret mod slovakken, da danskeren startede med at bryde sin modstanders serveparti - endda rent.
Men sådan fortsatte det ikke, og med det samme brød Hantuchova tilbage. Det var en anelse nervøst fra begge parter, men Wozniacki fik først styr på sit spil og kørte sikkert første sæt hjem.
Sættet sluttede lidt pudsigt med et dansk serve-es, som dommeren i første omgang dømte ude. Wozniacki var uenig, og Hawk Eye-computeren gav hende ret.
Publikum, der blandt andre talte herrernes håndboldlandshold, var tydeligt på danskerens side, og de mange opmuntrende råb blev fulgt op af bedre og bedre spil.
Mens første sæt tog 46 minutter, så brugte Wozniacki et kvarter mindre på at affærdige Hantuchova i andet sæt. Danskeren spillede solidt og kom lynhurtigt foran 4-0, og så var resten af kampen ren kosmetik.
Hantuchova, der også tabte til Wozniacki ved OL i Beijing i 2008, lavede for mange uprovokerede fejl til, at hun kunne true sin overlegne modstander.
Caroline Wozniacki kan allerede komme i kamp mod Serena Williams torsdag. Amerikaneren har vist forrygende spil ved OL og vandt onsdag 6-1, 6-0 over Vera Zvonareva fra Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde