Serena Williams banker rust af og sejrer i Brisbane
2014-sæsonen i kvindetennis er tyvstartet, og dronningen over dem alle fortsætter med at vinde.
Således vandt Serena Williams tirsdag sikkert 6-4, 6-4 over tyske Andrea Petkovic i en kamp, hvor amerikaneren fik banket noget rust af i løbet af de 98 minutter på banen.
Williams trådte først ind i anden runde af Brisbane International.
- Det var en intens kamp, som var rigtig god for mig. Hun er en god spiller, siger Williams ifølge nyhedsbureauet AFP efter sejren.
- Normalt har jeg en masse nerver på, men da jeg så, hvem jeg skulle møde, tænkte jeg: "Det bliver en god kamp for mig og en god mulighed for at få en hård kamp tidligt."
- Det gjorde mig på en måde rolig, siger Williams.
I næste runde skal hun op imod Dominika Cibulkova fra Slovakiet, der er nummer 23 i verden.
Serena Williams topper verdensranglisten, og at hun rent faktisk også er verdens bedste, vil de færreste bestride. I 2013-sæsonen tabte hun blot fire kampe, og hun udbyggede sit cv til 17 grand slam-titler med sejrene i French Open og US Open.
Om kort tid venter 2014-sæsonens første grand slam-turnering, når det går løs i Australian Open.
I Auckland spillers der også kvindetennis, og her stjal en kroatisk teenager overskrifterne.
I sin første kamp på WTA Touren chokerede Ana Konjuh, der fyldte 16 år i fredags, verdens nummer 14 - Roberta Vinci fra Italien.
3-6, 6-4, 6-2 lød den kroatiske sejr, og Ana Konjuh var selvsagt meget glad efterfølgende.
- Det er fantastisk. Jeg kan slet ikke tro det. Det var en stor kamp og en stor oplevelse for mig, sagde hun efter kampen ifølge AFP.
Anja Konjuh ligger nummer 259 i verden, men hun må forventes at tage seriøse spring frem på ranglisten i løbet af 2014-sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde