Serena Williams kæmper sig tilbage mod verdens nummer 110
Serena Williams, onsdag i New York. Foto: Matt Rourke/AP/POLFOTO
Matt Rourke/AP/POLFOTO
Verdensetteren fra USA havde uventet store problemer med at besejre Kiki Bertens fra Holland ved US Open.
Det holdt hårdt. Meget hårdt.
Men til sidst spillede tennisspilleren Serena Williams sig videre til tredje runde ved grand slam-turneringen US Open i New York.
Den topseedede amerikaner vandt onsdag 7-6, 6-3 over hollænderen Kiki Bertens, verdensranglistens nummer 110.
Serena Williams, der for 16 år siden vandt US Open for første gang, lignede trods sine 33 år en nervøs teenager i store dele af første sæt mod den 10 år yngre hollænder, der omvendt spillede sin chance fuldt ud i sættet.
Det resulterede i et servegennembrud til 2-1, og foran 5-4 servede Kiki Bertens for sætsejren.
Presset blev måske for meget for hollænderen, for det lykkedes den forsvarende US Open-vinder at bryde tilbage til 5-5.
Herefter fulgte et meget spændende parti, hvor den rutinerede amerikaner fik holdt sin serv trods flere dobbeltfejl.
Sættet endte i tiebreak, hvor Kiki Bertens hurtigt bragte sig foran 4-0.
Så gik det åbenbart op for hollænderen, at hun var ved at tage sæt fra kvinden, der ikke kun jagter sin 22. grand slam-titel i damesingle.
Serena Williams forsøger også at blive den første damesingle siden Steffi Graf i 1988, der vinder alle fire grand slam-turneringer samme år.
Amerikaneren mangler kun at vinde US Open for at tangere tyskerens 27 år gamle bedrift.
Serena Williams fik med fem vundne bolde på stribe kæmpet sig tilbage i tiebreaken, og foran 6-5 stod hun pludselig med en sætbold.
Den vandt amerikaneren heldigt, da hun lavede en netruller, som Kiki Bertens sendte ud af banen.
Lettelsen var tydelig at se i ansigtet på Serena Williams, der knyttede næverne, mens Kiki Bertens kastede med sin ketsjer i ærgrelse.
I andet sæt lavede Serena Williams et servegennembrud til 2-1, men Kiki Bertens brød omgående tilbage.
Amerikaneren lavede dog et nyt servegennembrud til 3-2, og til sidst krakelerede hollænderen, der blev brudt igen til slutcifrene i sættet.
I herresingle er den forsvarende US Open-vinder, Marin Cilic, videre til tredje runde.
Den niendeseedede kroat besejrede sikkert Evgeny Donskoy fra Rusland med cifrene 6-2, 6-3, 7-5.
Syvendeseedede David Ferrer fra Spanien vandt 7-5, 7-5, 7-6 over serberen Filip Krajinovic.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker