Serena Williams sætter rekord i US Open med sejr
Serena Williams kom nemt gennem første runde af US Open med en sejr i to sæt over Kristie Ahn. Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Den amerikanske tennisveteran er videre ved US Open, hvor hun nu har vundet 102 kampe i karrieren.
Amerikaneren Serena Williams indledte mandag jagten på sin 24. grand slam-titel med en sejr i første runde af US Open på 7-5, 6-3 over landsmanden Kristie Ahn.
Med sejren kommer den 38-årige Williams op på 102 vundne kampe ved US Open. Dermed overgår hun Chris Everts hidtidige rekord på 101 sejre i turneringen.
Den tredjeseedede Serena Williams lavede 13 serveesser mod Ahn, der ved US Open sidste år fik lidt af et gennembrud ved at nå frem til fjerde runde.
- Jeg var virkelig tilfreds med, hvordan jeg bare kæmpede for hvert point, siger Serena Williams efter kampen, der var overstået efter godt og vel 80 minutter.
- Det drejede sig bare om at komme ind i rytmen tidligt i kampen. Første runde er altid vanskelig for mig, siger hun.
Med 23 grand slam-titler i single kan hun med en finaletriumf i US Open komme op på siden af den australske legende Margaret Court, der har rekorden med 24 titler.
Serena Williams har vundet US Open seks gange. De to seneste år er hun nået frem til finalen, men i begge tilfælde forlod hun banen som taber.
Hendes seneste grand slam-titel kom i 2017 ved Australian Open. Siden har hun været i yderligere to finaler udover de to i US Open, men også disse gik hun tomhændet fra.
I anden runde møder hun Margarita Gasparyan fra Rusland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned