Serena Williams sikkert videre i Melbourne

Den femfoldige Australian Open-vinder Serena Williams er sikkert videre til ottendedelsfinalen i årets første grand-slam turnering.

Den amerikanske tennisstjerne, som efter en langvarig skade kun er 12.-seedet i Melbourne, slog lørdag ungarske Greta Arn 6-1, 6-1.

Verdens nummer 92 fik ikke et ben til jorden mod Serena Williams, som kun behøvede 59 minutter for at spille sig videre i turneringen, hvor hun nu møder russeren Ekaterina Makarova i ottendedelsfinalen.

Russeren er ligesom den nu besejrede ungarer ikke seedet i turneringen.

Den 32-årige Arn lagde godt ud mod den to år yngre Williams og fik et breakpoint i starten af kampen, men det var det tætteste, hun kom på at presse amerikaneren, som kun er i gang med sin anden turnering siden US Open i september.

- Jeg er endnu slet ikke, hvor jeg gerne vil være, men jeg prøver bare at spille igennem, sagde Serena Williams efter kampen med henvisning til sin langvarige ankelskade.

- Jeg er virkelig rusten - jeg prøver at banke rusten af, sagde hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

Serena Williams har vundet Australian Open i 2003, 2005, 2007, 2009 og 2010, men missede turneringen sidste år på grund af sin skade.

Hun er nu ubesejret i 17 kampe på Melbourne Park.

/ritzau/

Serena Williams brugte kun 59 minutter til at slå useedet ungarer 6-1, 6-1 i tredje runde af Australian Open.

Offentliggjort Sidst opdateret