Serena Williams triumferer på fransk grus
11 år efter sin første triumf i French Open, spillede amerikanske Serena Williams sig lørdag til tops på grusunderlaget på Roland Garros-anlægget i Paris.
Williams vandt 6-4, 6-4 over russiske Maria Sharapova, der dermed er vippet af tronen efter sidste års triumf i den prestigefyldte grand slam-turnering.
Det var et møde mellem verdens to bedste spillere, og det blev da også en ganske medrivende kamp for det parisiske publikum.
Sharapova lagde bedst ud og kom foran 2-0, men Williams slog straks tilbage og kom på 4-2 og kunne serve første sæt hjem med 6-4 efter 51 minutters flot tennis.
Underholdningen fortsatte i andet sæt, hvor verdensetteren Williams igen fik et lille overtag på den hidsigt kæmpende forsvarende mester.
Williams brød Sharapovas serv til 2-1, og derefter skiftedes spillerne til at holde serverne til 5-4. Det var russerens sidste chance for at holde liv i kampen, men Williams servede for godt og kunne dermed lukke andet sæt og kampen med 6-4.
Det er Williams' 16. grand slam-triumf, men kun den anden sejr i Paris, hvor hun i mange år har haft svært ved at finde storspillet frem.
Inden årets udgave af turneringen havde hun ikke været i semifinalen siden 2003 og måtte sidste år se sig slået allerede i første runde.
Men denne gang stemte det hele altså for den hårdtslående amerikaner, der også er favorit, når spillerne tager hul på sommerens højdepunkt, Wimbledon-turneringen i London, der begynder 24. juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker