Serena Williams vinder WTA-turnering i Stanford
Amerikaneren Serena Williams er tilsyneladende kommet sig helt over den virussygdom, som påvirkede hendes præstation under dette års Wimbledon-turnering.
Søndag vandt den 32-årige Williams WTA-turneringen i Stanford over Angelique Kerber fra Tyskland.
Efter 80 minutters spil kunne verdensranglistens nummer et for tredje gang lade sig hylde som vinder af turneringen i Californien med sætcifrene 7-6, 6-3. Det er den første turnering Williams har deltaget i siden skuffelsen i Wimbledon.
Den tredjeseedede Kerber lagde ellers stærkt ud. Men foran 5-2 tabte hun to sætbolde, og Williams vandt sættet 7-1 i tiebreak. I andet sæt var Kerber, der endnu ikke har vundet en turnering i år, chanceløs.
Serena Williams er nu oppe på fire titler i denne sæson, men hun har skuffet i årets grand slam-turneringer. US Open, der begynder i New York 25. august, er hendes sidste chance for at vinde en grand slam i år. Hverken i Australien Open, French Open eller Wimbledon formåede hun at komme længere end fjerde runde.
Med 17 grand slam-triumfer er Serena Williams blandt de mest vindende kvindelige tennisspillere gennem tiderne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned