Serie A-klub afskediger træner efter skalle
Efter at være sendt i græsset ville den franske angriber Thomas Henry have hævn, men holdkammeraterne holdt ham tilbage. Foto: Giovanni Evangelista/Ritzau Scanpix
Roberto D'Aversa nikkede Verona-spiller en skalle efter søndagens kamp. Det koster ham trænerjobbet i Lecce.
Efter Lecce-træneren Roberto D'Aversa søndag nikkede Verona-angriberen Thomas Henry en skalle, er D'Aversa færdig som cheftræner i Serie A-klubben.
Det skriver Lecce på klubbens hjemmeside mandag.
Da kampen blev fløjtet af, gik Lecce-træner Roberto D'Aversa direkte hen mod Verona-angriberen Thomas Henry og nikkede ham en skalle, så Henry kortvarigt gik i græsset.
Efter kampen undskyldte Roberto D'Aversa sin handling med, at Verona-spillerne havde optrådt provokerende gennem hele det vigtige bundopgør.
- Der var også provokationer på banen i de sidste minutter og efter slutfløjt, og jeg ville ikke have, at nogle af mine spillere skulle have karantæne.
- Jeg undskylder for min handling. Min hensigt var at adskille spillerne efter de mange provokationer, siger træneren til Sky Sport Italia.
Ledelsen i Lecce tog allerede søndag offentlig afstand fra dens cheftræners opførsel. Mandag er han blevet fyret med øjeblikkelig virkning.
- Lecce fordømmer kraftigt trænerens handling, da den strider imod principperne og værdierne i denne sport, skrev klubben i en erklæring søndag.
På banen tabte Lecce 0-1 og er et enkelt point over nedrykningsstregen i Serie A's tætte bundstrid, hvor syv hold ligger inden for tre point. Verona er to point over nedrykningsstregen.
Den 48-årige Roberto D'Aversa kom til Lecce i juni 2023. Han forlader klubben på en 15.-plads i Serie A.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde