Det bliver ikke kun en duel om sejren ved grand slam-turneringen Australian Open, når russiske Maria Sharapova lørdag møder hviderusseren Victoria Azarenka i finalen.
Vinderen overtager samtidig førstepladsen på tenniskvindernes verdensrangliste fra danske Caroline Wozniacki.
Det sidste betyder dog ikke det store for Maria Sharapova, som torsdag spillede sig i finalen med en sejr i tre sæt over tjekken Petra Kvitova.
- For mig handler det mere om at vinde grand slam-titler end om at ligge nummer et på verdensranglisten. Det har altid været målet for mig, siger Maria Sharapova til Australian Opens hjemmeside.
Med sejren fik Maria Sharapova, som tidligere har toppet verdensranglisten, revanche for nederlaget i sidste års finale ved Wimbledon, som Kvitova vandt.
Den 24-årige russer er for tredje gang i finalen ved Australian Open, som hun vandt i 2008. Året forinden tabte hun finalen.
- Det betyder så meget at være tilbage i en grand slam-finale. Det er rart at være nået så langt igen, efter at jeg er blevet slået ud ret tidligt her i de seneste år, siger Maria Sharapova.
Petra Kvitova havde 14 breakbolde i semifinalen, men det lykkedes hende kun at bryde Sharapovas serv tre gange.
Russeren var meget mere effektiv, eftersom hun konverterede alle sine fem breakmuligheder til servegennembrud.
- Jeg kæmpede til det sidste point. Hun havde så mange muligheder i tredje sæt, men jeg holdt fast og gik efter sejren, siger Sharapova.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde