Sharks får oprejsning med dramatisk sejr i NHL-slutspillet
Logan Couture (til højre) stod for den afgørende scoring, da San Jose Sharks besejrede Vegas Golden Knights efter dobbelt overtid. Foto: Scanpix/Stephen R. Sylvanie
Scanpix/Stephen R. Sylvanie
Mikkel Bødker og co. besejrede Vegas Golden Knights efter dobbelt overtid i nattens slutspilsopgør.
Mikkel Bødker og resten af San Jose Sharks-mandskabet tog natten til søndag dansk tid en imponerende sejr i NHL-slutspillet.
På udebane besejrede Sharks således stærke Vegas Golden Knights med 4-3 efter mere end 75 minutters ishockey.
Dermed udligner Bødker og co. til 1-1 i slutspilsserien mod Vegas.
De to hold står over for hinanden i anden runde af NHL's slutspil, hvilket svarer til kvartfinalerne. I det første opgør fik Sharks en øretæve af Golden Knights, da det blev til en 7-0-sejr i Las Vegas.
Men i nattens opgør svarede gæsterne altså igen.
Efter 3-3 i den ordinære spilletid skulle de to hold ud i forlænget spilletid.
I slutspillets overtid fortsætter holdene fuldtalligt i perioder af fuld længde indtil første scorede mål. Det kan ikke ende i straffeslagskonkurrence.
Hele første ekstra overtidsperiode endte uden scoringer.
Både Golden Knights-spillerne og hele T-Mobile Arena i Las Vegas troede ellers, at kampen var afgjort, da hjemmeholdet sendte pucken i mål med få minutter tilbage af den første overtidsperiode.
Men efter at have set målet igennem besluttede dommerne at annullere scoringen. De vurderede, at en Golden Knights-spiller havde haft ulovlig kontakt med gæsternes målmand forud for målet.
I begyndelsen af anden overtidsperiode blev hjemmeholdets Shea Theodore udvist i to minutter for at ramme Mikkel Bødker i ansigtet med sin stav.
Sharks formåede ikke at få noget ud af perioden i overtal. Men det gjorde holdet få minutter senere.
Her var Sharks igen i overtal, og den fordel udnyttede Logan Couture ved at score sit andet mål i kampen og dermed sikre Sharks sejren.
Bødker spillede knap 20 minutter, men blev ikke noteret for point i opgøret. Jannik Hansen, der også er en del af Sharks-truppen, var ikke i aktion.
Natten til tirsdag spilles tredje opgør på Sharks' hjemmebane.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde