Shiffrin runder historisk milepæl med sejr nummer 100
Mikaela Shiffrin (til venstre) bliver omfavnet af landsmanden Paula Moltzan efter sin triumf i Sestriere. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Mikaela Shiffrin vandt slalomkonkurrencen i Sestriere og nåede dermed op på sejr nummer 100 i World Cuppen.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Skidronningen Mikaela Shiffrin nåede søndag en milepæl, som har været lidt undervejs på grund af et voldsomt styrt for et par måneder siden.
Med en knusende sejr i slalomkonkurrencen i italienske Sestriere nåede 29-årige Shiffrin således op på 100 sejre i World Cup-sammenhæng, og det er flest af alle.
Det opnåede hun allerede for halvandet år siden, da hun slog rekorden for flest World Cup-sejre ved at overgå den svenske legende Ingemar Stenmarks 86 sejre.
Næstbedst på kvindesiden er landsmanden Lindsey Vonn med 82 sejre.
Søndagens sejr var samtidigt en tangering af en anden Ingemar Stenmark-rekord. Svenskeren nåede således på podiet i 155 World Cup-løb. Samme antal nåede Shiffrin op på i Sestriere.
Annonce
Det er efterhånden 13 år siden, Shiffrin vandt i World Cuppen for første gang. I alt er det blevet til blandt andet 63 sejre i slalom og 22 i storslalom.
Fredag gjorde amerikaneren comeback i storslalom i Sestriere, men efter at have åbnet op om, at hun har PTSD-lignede symptomer i disciplinen efter sit voldsomme styrt i hjemlandets Killington i november, var hun milevidt fra sejren.
Mikaela Shiffrin var sine konkurrenter overlegen i italienske Sestriere. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Nummer 25 blev Shiffrin fredag i storslalom, hvor det går en del hurtigere end i slalom.
Søndag var der til gengæld ingen slinger i valsen. Shiffrin var hurtigst i første gennemløb, og i andet gennemløb knuste hun rivalerne.
Godt 0,6 sekunder sluttede Shiffrin samlet set foran kroatiske Zrinka Ljutic og landsmanden Paula Moltzan, der fuldendte podiet.
Ud over sine mange World Cup-sejre har Shiffrin også samlet 18 medaljer i OL- og VM-sammenhæng.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde