Sidste års vinder af den grønne trøje forlader Touren
Michael Matthews vandt den grønne pointtrøje i sidste års Tour de France. Men han kommer ikke til at forsvare den i år efter at være udgået med sygdom. Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/arkiv/Ritzau Scanpix
Geoffroy Van Der Hasselt/arkiv/Ritzau Scanpix
På grund af sygdom fortsætter Michael Matthews ikke i årets Tour de France, hvor 5. etape køres onsdag.
Vinderen af den grønne pointtrøje i sidste års Tour de France, australske Michael Matthews (Sunweb), forlader årets løb på grund af sygdom.
Det oplyser Sunweb-holdet før onsdagens 5. etape.
Michael Matthews vandt foruden den grønne pointtrøje to etaper i Touren i 2017. I alt er han noteret for tre etapesejre i det franske etapeløb.
Dermed er Sunweb nede på syv ryttere i årets løb. Blandt de ryttere er danske Søren Kragh Andersen. På onsdagens etape kører han igen rundt i den hvide ungdomstrøje som den førende i ungdomskonkurrencen.
Michael Matthews lå inden onsdagens etape samlet nummer ni. Han blev nummer syv på 1. etape, og han var med til at køre en femteplads hjem i holdtidskørslen på 3. etape.
Australieren var blandt favoritterne til etapesejren onsdag. Her skal rytterne ud på en kuperet etape, der særligt på de sidste 100 kilometer er præget af små, skarpe stigninger, som man kender dem fra Ardenner-klassikerne.
Det er ventet, at klassikerryttere og bakkeduelige sprintere vil sætte næsen op efter etapesejren i en forventeligt hektisk finale, hvor den sidste kilometer stiger gennemsnitligt 4,8 procent på vejen til målstregen.
Også Lotto Soudals belgier Tiesj Benoot opgiver at fuldføre. Efter sit styrt under tirsdagens 4. etape opgiver han ligeledes at fortsætte på de franske landeveje.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde